Der er ikke mange, der ved det, men Cort er verdens største producent af guitarer og basser. Firmaet, der har fabrikker i Korea, Indonesien og Kina, laver ikke bare instrumenterne, der sælges under eget navn, men det er også dem, der producerer de billigere guitarer, basser, ja, sågar forstærkere for firmaer, som Fender, PRS, Lakland, G&L, Line 6 og mange flere. Sådan en position får man ikke, hvis man ikke leverer varen, og Cort har da også altid leveret ren kvalitet til meget små priser. Ser man på deres dyrere modeller, forbavses man over det høje niveau af håndværk, og celebre musikere, som Larry Coryell, Hiram Bullock og T.M. Stevens har kastet deres kærlighed på Cort. Synes du, det lyder fristende? Det kan være, du spiller på en Cort uden at vide det….